DKTV har indgået aftale med Matchday Production om at levere et komplet kontributionsnet til fodboldstadions og ishockeyhaller i hele Danmark, samt deres produktionscenter i København.
Matchday Production, der er et joint venture mellem Superligaen og DMC Production, skal fra 1. juli 2024 producere alle fodboldkampe fra 3F Superligaen, Oddset Pokalen, NordicBet Ligaen, 2. og 3. division samt ishockey fra Metal Ligaen.
DKTV skal, sammen med TDC NET som underleverandør, levere fiberforbindelser til fodboldstadions og ishockeyhaller i hele Danmark, samt til Matchday’s centrale produktionscenter i København. Herfra skal kampene nemlig produceres og VAR dommerne til Superligakampene placeres i fremtiden.
DKTV skal ligeledes levere fiberforbindelser fra produktionscenteret til de broadcastere, der har købt rettighederne til både fodbold og ishockey. Matchday Production skal producere mere end 800 kampe om året, og DKTV skal både overvåge og drifte kontributionsnettet i en 6-årig periode. På sigt kan der tilknyttes flere sportsgrene, som skal med på fiberinfrastrukturen.
Direktør fra DKTV, Henrik Dudek, udtaler:
”Jeg er meget glad og stolt over, at DKTV er blevet spurgt og derefter i hård konkurrence blive tildelt en sådan opgave, da den personligt betyder rigtig meget for mig. Med min håndboldbaggrund ved jeg jo, hvor vigtigt det er, at der er en god og stabil forbindelse fra hallerne og hele vejen ud i stuerne.”
Anders Antonsen, CEO i Matchday Production, tilføjer:
“Med DKTV har vi fået en førende teknologi-partner med en landsdækkende infrastruktur, der kan håndtere denne vigtige del af vores hverdag med den største professionalisme og driftssikkerhed. Med aftalen om at blive koblet på TDC NET's kontributionsnet, har dansk fodbold og dansk ishockey fundet den helt rigtige hjemmebane.”
Aftalen mellem de to parter er netop underskrevet og indebærer, at DKTV skal være klar med fiberforbindelserne inden sommeren 2024.